Carlsbergs nye øl ‘Grobund’ er lavet på bygmalt dyrket efter regenerative principper. Den er den første af sin slags i Danmark, og i 2040 skal al Carlsbergs øl brygges på korn dyrket efter regenerative praksisser. Allerede til næste år vil Carlsberg Danmark brygge 100 mio. liter øl med maltbyg dyrket på regenerative principper, da Carlsberg netop har indgået en ny kontrakt med malterierne Fuglsang og Viking Malt for høsten i 2025.
Opdateret den 22. september 2026
Det er ikke alle, der kan forklare, hvad regenerativt landbrug egentlig betyder. Men det bliver en relevant snak på Folkemødet i år. Her lancerer Carlsberg sin første øl, der er brygget på bygmalt dyrket på regenerative principper.
Navnet bliver Grobund og er startskuddet til en ny og storstilet satsning fra bryggeriet, der har en ambition om at brygge al deres øl med byg dyrket efter regenerative praksisser.
“Grobund bliver symbolet på en meget større bevægelse for Carlsberg. Vi er allerede i gang med at teste bygmalten i den normale Carlsberg pilsner. Målet er, at vi i 2040 brygger udelukkende på korn dyrket efter regenerative praksisser på tværs af hele Carlsberg gruppen,” siger Peter Haahr Nielsen, adm. direktør i Carlsberg Danmark.
Regenerativt landbrug er et spirende emne i verden, men der findes ikke regler eller en fælles definition af, hvad det dækker over. Carlsberg har derfor i sin strategi defineret, hvad de betegner som regenerative landbrugsmetoder - blandt gennem krav til afgrøderotation, plantedække og minimal jordbearbejdning.
Denne definition er udviklet i samarbejde med en række internationale rådgivningsvirksomheder samt Agrovi i Danmark.
Mens Grobund er en engangsforestilling, som serveres over sommeren på Folkemødet og Home of Carlsberg, så er det en langsigtet strategi at forfølge den regenerative udvikling. Carlsberg Danmark har allerede indkøbt 500 tons bygmalt svarende til 3 millioner liter øl, som rammer markedet i 2025, når den klassiske Carlsberg Pilsner får iblandet bygmalt dyrket efter regenerative praksisser.
Men det er kun begyndelsen, da bryggeriet i dag offentliggør, at man indgår en ny aftale med producenterne Fuglsang, Viking Malt og DLG om levering af 14.800 tons bygmalt, der høstes i efteråret 2025 og vil blive leveret fra udgangen af 2025. Maltet ender med at blive til over 100 mio. liter øl i 2025 og 2026. Det svarer til ca. 40 pct. af Carlsberg Danmarks årlige forbrug af bygmalt, fortæller Peter Haahr Nielsen.
“De råvarer vi bruger i Carlsberg Danmark, tegner sig for ca. 40 pct. af vores udledning og med den regenerative indsats kan vi mindske den udledning samtidig med at vi bidrager til en bedre jordsundhed og øget biodiversitet. Vores nye aftale viser med al tydelighed, at vi i Carlsberg ser en fremtid i at brygge med korn dyrket efter regenerative principper og at vi ønsker at bidrage til udviklingen af regenerativt landbrug. Ikke bare i Danmark, men i verden,” siger Peter Haahr Nielsen.
Grobund er blevet tappet på Carlsbergs husbryggeri på Valby Bakke, og vil være tilgængelig på Folkemødet og hos Home of Carlsberg på Valby Bakke, hvor den både kan nydes på fad og købes på dåse i shoppen.
“Det bliver den første gang, vi kan smage en øl efter regenerative principper fra Carlsberg, men langt fra den sidste. Med de nye metoder, ønsker vi at levere en øl til danskerne, der er autentisk, meningsfuld og helt nede på jorden – bogstaveligt talt,” siger Peter Haahr Nielsen.
Læs mere om vores målsætninger i vores klimatransitionplan her.
Corporate Affairs Director, Carlsberg Danmark